Vi hjælper dig med begravelse uden kirke

En 94-årig kvinde, der mæt af dage, sover stille ind på sit plejehjem.

Hun efterlader sig to voksne sønner, som sammen skaber en ceremoni, hvor de på kærligste, taknemmeligste og naturligste vis siger farvel til deres mor.

Program:

• Velkommen og program ved ceremonilederen
• Afspille: ’Er du dus med Himlens Fugle’
• Tale om moderens liv og betydning ved ceremonilederen
• Sønnens Farvel-ord og et digt til moderen
• Afspille ’Den Blå Anemone’
• Lysritual
• Afspille: ’Pige Træd Varsomt’
• Afslutning

En ældre akademiker dør pludselig under en rejse i slutningen af april. Han er meget samfundsmæssigt, historisk og politisk engageret, så bisættelsen finder meget naturligt sted 1. maj.

Program:

• John Lennon: ’Imagine’
• Velkommen og program ved ceremonilederen
• Sang: I Skovens dybe stille ro
• Tale om afdødes liv og betydning ved ceremonilederen
• NHØP og Lisa Nielsson: ’Those who Were’
• Ceremonilederen runder af
• Sang: Om lidt bliver her stille
• Lysritual
• Pianist spiller ’Internationale’

En 46 årig søfarer forsvinder sammen den øvrige besætning og skibet på vej hjem fra Caribien. Der er med andre ord ikke noget legeme at begrave. Men stadig et spinkelt håb om, at han dukker op igen og en masse usikkerhed og angst for, hvad der er sket med dem.

Hans enke har derfor brug for at sætte et punktum for hans liv, ikke mindst for deres fælles børn - en dreng på seks år og det ufødte barn, der ligger i moderens mave.

Vi låner en varmestue på Christianshavn for at være ved vandet, og fordi han var meget politisk og socialt engageret. Der står flag og faner fra hans fagforening både ude og inde. Her laver vi et mindebord for ham.

Alle gæsterne er blevet bedt om at tage en ting med, de relaterer til ham, og lægge i en mindekiste til hans børn. Gæsterne kommer med mange fine minder, ting, billeder og breve, der fortæller historien om deres eventyrlige far.

De tænder hver især et lys for ham, som står og gløder under ceremonien.

Program:

• Afdødes yndlingsguitarist spiller baggrunden, mens gæsterne ankommer
• Tale om afdødes liv og betydning ved ceremonilederen
• En veninde synger: ’Sound of Silence’ som faderen puttede sønnen til hver aften
• Tale fra enken ved ceremonilederen
• Farvel-ritual – en sidste hilsen til ham

Billeder og film fra sømandens liv akkompagneret af en personlig sang fra afdødes ven.

Herefter bliver døren åbnet, og toner fra en harmonika trækker gæsterne ud til kanalen, hvor en færøsk konebåd venter. Fra denne skal de nærmeste sejle ud til en bestemt koordinat og kaste blomster og breve i havet. Punktet kan de besøge igen næste år på samme dato og mindes ham. Resten af gæsterne kaster blomster i kanalen efter båden.

Mens familien er på vandet, arrangerer vi sandwich og drikkevarer.

Denne ceremoni viser, at selvom det er benhårdt, er der et behov for at markere overgangen fra levende til død med en afsked i form af en dato og sted at mindes vores afdøde.

En forholdsvis ung mand planlagde sin egen begravelse. Han valgte en kiste, der var udformet som en kanalbåd ud fra de mange gode ferieminder med vennerne med denne form for sejlads. Mandens venner kom fra alle slags religioner, så det var vigtigt for ham, at hans begravelsesritual skulle afspejle mangfoldigheden i de forskellige trosretninger.

Der blev spillet musik på CD, mens kisten blev båret ind i krematoriet; ritualmesteren bød velkommen og fortalte, hvad afdøde gerne havde villet med den ceremoni, der nu skulle følge. En ven læste et digt af Tennyson op. Ritualmesteren holdt en tale om afdøde. Afdødes buddhistiske venner tændte røgelsespinde og lys, gav blomsteroffergaver og læste en buddhistisk tekst. Afdødes jødiske ven ledte de tilstedeværende i en fælles afsigelse af Salme 23 fra Det Gamle Testamente.  En hindu ven læste en hinduistisk tekst om venskab. Der blev afspillet en videooptagelse af noget, afdøde havde indtalt.

En lystændingsceremoni fulgte, hvor man ”gav flammen videre”. Nogle minutter med stilhed, markeret med lyden fra en tibetansk skål. En bøn blev sagt med tak for afdødes liv og de mange gode minder, folk delte om ham.

Alle rejste sig og pustede deres lys ud som et symbol på, at de nu gav slip på afdøde. Endnu en tekst blev læst. Velsignelsen blev lyst. ”Sailing” af Rod Stewart blev afspillet på CD, mens deltagerne hver især sagde deres eget farvel til afdøde og forlod rummet.

Senere blev afdødes aske spredt ved en ceremoni ved en sø i en park, hvor man spillede Handels ”Water Music”, og hvor vennerne med hver deres religiøse baggrund bidrog med et indslag i ritualet (lystænding, søsættelse af små både med lys og breve til afdøde, dans, blomsterguirlander osv.) Man samledes omsider til et måltid, hvor alle havde en ret med fra deres hjemlands køkken.

Eksemplet er fra England, hvor der findes mange alternativer steder og måder at holde en begravelse på og også såkaldte Natural Burial Grounds, dvs. naturområder, der ikke er traditionelle kirkegårde, men naturområder, der kun i et lille omfang tæmmes og klippes og holdes, således at den ”uforstyrrede” natur er det, der springer i øjnene. Træer plantes ved hver grav, men der er ellers ingen gravsten eller markeringer.

En naturelskende kvinde valgte en kiste af pileflet med lavendel indflettet. Hun valgte skumringen som det tidspunkt, hvor hendes venner samledes omkring kisten sammen med ritualmesteren på naturgrunden. Som mørket sænkede sig stod vennerne med tændte lys omkring kisten; kvinden, der havde holdt meget af Grækenland, valgte en lokal græsk skik, hvor man ved graven spiser kage og drikker vin.

Ceremonilederen gav hver enkelt af vennerne en konvolut, som kvinden havde ordnet før sin død, med en lille gave. Vennerne delte minder om hende, læste op fra det, de havde skrevet og medbragt, udvekslede anekdoter, spiste kage og drak vin; et træ blev plantet som eneste markering af graven.

Afdøde blev båret fra sit hjem, hvor han døde, gennem landsbyen til en privatejet eng. Kisten var lavet af tykt pap, der blev dekoreret af alle mulige slags billeder, små breve, tørrede blomster, digte.

Pubben, hvor manden plejede at komme, arrangerede det jazz-orkester, som manden havde været trompetspiller i, til at gå i spidsen for følget. Ved graven blev der sagt bønner, Fadervor, folk var stille sammen, jazzorkesteret spillede ”Vær du mig nær (Abide With Me”), kisten blev sænket i jorden, og alle kunne kaste blomster fra engen ned i graven.

De, der ville, hjalp til med at kaste graven til, mens jazzorkesteret spillede afdødes yndlingsstykker. Da graven var kastet til, spredtes frø fra vilde blomster på den. Et mandeltræ blev plantet i mandens have, som ville blomstre hvert år på hans fødselsdag, og familien blev enige om at samles hvert år på denne dag.