---

---

Lyst til at læse og skrive går hånd i hånd

INTERVIEW MED LEKTOR HERDIS TOFT

At opleve den susende bog og at få mulighed for selv at skrive inspireret af oplevelser fra bøgerne – det er to vigtige strategier, når læselysten skal vækkes, ifølge Herdis Toft, som er lektor ved Institut for Pædagogisk Antropologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, børnebogsforfatter og børnekulturformidler.

”Læs, læsere, læsest” citerer Herdis Toft et slogan, som en pige fra 4. klasse har fundet på, fordi det meget præcist formidler hele processen ved at blive en ægte læser: Læs – du skal lære at læse for at kunne fungere i vores samfund. Læsere – du bliver læser. Læsest – du kan mere og mere, det at læse er blevet en indre, integreret proces i fortsat udvikling.

At få mulighed for at møde en forfatter vækker en særlig nysgerrighed hos mange børn i forhold til, hvordan man selv bliver forfatter – læselyst og skrivelyst hænger nemlig tit tæt sammen, for bevidstheden om at oplevelserne i bøgerne er skabt af ordenes trylleri opstår tidligt hos mange børn, siger Herdis Toft.

På engelsk har man et begreb for det fænomen, literacy. Ordet betyder både det at kunne læse og skrive, og det indikerer, at man på engelsk ikke skelner mellem, hvordan man opnår literacy, pointerer hun: – De to tilgange til ordet går hånd i hånd som en almen evne, sproget har – vi har simpelthen en indbygget evne til at vandre ud og ind af de to roller – gennem skrivningen får du læsningen internaliseret og omvendt. Og jo bedre vi bliver til at læse med indsigt, jo bedre bliver vi også til selv at udtrykke os ved at skrive – kompetencen går begge veje.

Et konkret eksempel på, at børns læsning præger dem sprogligt, er fx den typiske situation, hvor eleverne starter med at læse fx Hallers Kaskelotternes sang. Når læreren så stopper op og beder dem skrive videre selv, overtager de Hallers sprogbrug og synsvinkel.

– Den prægning som sker, når du skriver selv, styrker din opmærksomhed på, hvordan andre skriver, og på hvor mange forskellige måder, du kan skrive på. Derfor er det en rigtig god undervisningsproces at lade børn svinge mellem at læse og skrive – og tegne, understreger hun.

DEN SUSENDE BOG

Som børnebogsforfatter på skolebesøg oplever Herdis Toft umiddelbart en stolthed hos mange af de mindste børn over, at de har lært at læse – det stimulerer både deres læseglæde og læselyst. At tage skridtet videre fra den tekniske læsnings fokus på at afkode bogstavsammensætningens betydning til den erkendelsesorienterede læsning, kræver imidlertid tit, at man finder ud af hvilke ganske særlige oplevelser, bøgerne rummer, som man ikke kan opleve andre steder.

– Suset ved den episke læsning, som løfter læseren ud af sin virkelighed og ind i en anden verden med en kraft, så man bliver helt opslugt – det er en meget vigtig kilde til at vække børns læselyst og læseglæde, til at give dem adgang til landet bag bogstaverne, hvor nye erkendelser, indsigter, viden og oplevelser venter. Sådan som den store bog formår – fx Harry Potter og Ringenes Herre, der udspiller sig i et nyt og ukendt univers, siger Herdis Toft.

Lars-Henrik Olsens Erik Menneskesøn er et andet godt eksempel på det store, det voldsomme, som tager benene på læserne og kan være afgørende for at man udvikler læseglæde på lang sigt: – Den giver næsten alle børn oplevelsen af at springe ind i et lukket univers, der folder sig ud for dem med en kraft, som de altid vil huske, når de senere hører om den nordiske mytologi, fordi den rejser så mange eksistentielle spørgsmål og problematikker.

ENCYKLOPÆDISK ERFARING

Nysgerrighed er en anden vigtig motor i børns læselyst og læseglæde. Den driver dem videre og videre i deres læsning, mens de spejler sig i begivenhederne og overvejer, om det nu er sandt det hele, om det kan ske i virkeligheden, og om det kan ske for dem selv.

På samme måde er læsning også en god kilde til at udvide sin encyklopædiske viden eller sin erfaringshorisont, om man vil: – Jo mere man har læst, des større er den, og des mere har man at trække på … på den måde lærer man at forstå, hvilken betydning et bjerg har, og hvad der skal til for at bestige det, for den encyklopædiske viden er større end den leksikalske –den er mere sansende og spiller på et større register end den strikt faktuelle.

En del af den encyklopædiske viden handler også om at læse så meget, at man bliver i stand til at overskue tekstens struktur:

– Altså at forstå at teksten er et spil, konstrueret som et ludospil med figurer, der bringes rundt i et univers med koder og regler for, hvordan man skaber konflikter mellem helt og skurk, og hvordan man kommer videre. Kort sagt eventyrets eller fortællingens traditionelle grundregler. Glæden over at kunne mestre dem kommer fx til udtryk ved at mange børn elsker at læse Rune T. Kiddes Den Lilla Møghætte og Pulven, fordi den bryder reglerne og koderne. At kunne genkende konstruktionen og samtidig vide, hvad der skal til for at lade det uventede bryde koden, så det bliver sjovt – det vækker en særlig glæde.

FAGLITTERATUR SOM DRIVKRAFT

Læselyst kan også udspringe af ønsket om at kunne kommunikere med andre om en aktuel dagsorden og være opdateret med viden, så man kan deltage i et fortolkningsfællesskab. Fx at være med i det sociale fællesskab, når børn snakker om den seneste udvikling i Harry Potter.

Eller af ønsket om at høste viden om et bestemt emne, man er vildt optaget af: At få lov at kaste sig over fagbøger – også de meget komplicerede –kan som sidegevinst udvikle læseglæde.

– Vær derfor åben for at tilbyde børn al den faglitteratur de lyster, så de selv kan afsøge området med deres interesse for emnet som drivkraft for sporjagten efter ny viden. Lad være at kvalitetsudvælge for børnene – lad dem gå på opdagelse uden at blive begrænset ved at give dem lov til at kaste sig over mange og svære bøger for at afsøge læsningens muligheder på egen hånd og mærke sig selv som læser – hvor fantastisk det er at blive fyldt op af den viden, man finder i bøgerne.

KULTURFORMIDLERENS ROLLE

Kulturformidlerens særlige rolle i forhold til bøgerne er at formidle den litteratur, børnene ikke læser selv og stille sig til rådighed for dem, som fortæller og fortolker, pointerer Herdis Toft.

– Hvis vi ser på børnelitteraturens kulturelle betydning for børnene på lang sigt, er vi nødt til at skelne mellem det episke sus, svarende til filmen, og den moderne børnelitteratur med dens lyriske tone og den detektiviske læsning, hvor ordene kan betyde så meget, svarende til musikvideoen hvor man selv skal fortolke, hvordan billedfragmenterne hænger sammen med ordene. Når man vil formidle litteratur, er det samtidig vigtigt at være bevidst om såvel situation som intention. Dvs. at gøre sig klart, hvad man har på hjerte og hvilken dimension, man først og fremmest ønsker at fremme ud over den æstetiske – er det fx en faglig indsigt, en viden eller en evne til at argumentere?

– Har man for mange intentioner, går der rod i formidlingen og i børnenes evne til at modtage dem – det bliver nærmest som at gå i Bilka og opleve så meget på så lidt plads, at man ikke får noget overblik. Så saml og koncentrer fokus –meget gerne på den æstetiske dimension – med en tydelig ramme omkring. Det som fæstner sig bedst i børnenes hukommelse er som regel fordybelsespunkterne og fordybelsessituationerne, som giver erkendelsessporet og vækker sanserne, siger hun og fremhæver en af Louis Jensens 100 små historier som eksempel på, hvordan man kan vende og dreje historien og gå på detektivjagt i den efter erkendelsesspor, der kan lede en ind til kernen og dermed til fortolkningen og forståelsen.

SAMTALEN SOM NØGLE

– Bogen er et gammelt medie og i dag et af mange, men den fornyer sig hele tiden. De nye børnebøger er fx både klassisk udformet med kendte genrer og rykker samtidig i nye retninger i forhold til billeder og sprog, ligesom selve opfattelsen af barnet ændrer sig i dens indhold. Derfor har den gode børnelitteratur i dag et andet syn på barnet end den klassiske: barnet opfattes som en kompetent og refleksiv læser, der er i stand til at gå detektivisk til værks og selv være med til at konstruere tekstens sammenhæng. Som i Louis Jensens åbne tekster uden en ”og de levede lykkeligt”-slutning: man ved ikke altid, hvem der er helt og skurk, og gåden bliver ikke løst til sidst af forfatteren – den opgave overlades til læseren, siger hun.

Manglen på facitliste kan gøre det svært for børn og forældre, som forventer betydningen serveret på et sølvfad som i den litteratur, forældrene selv læste som børn. 

– Men det er meget vigtigt, at vi har en børnelitteratur, der konstant udfordrer børn på deres kompetence og er fuldt på højde med børn af i dag –ligesom det i den anden ende af skalaen er vigtigt, at vi har letlæsningsbøger og klassisk børnelitteratur. Og selvom børnene ikke griber den kunstnerisk udfordrende børnebog helt af sig selv, bliver de som regel utroligt optaget af den, når de møder den gennem voksne, som brænder for at formidle den og giver sig tid til at tale teksten grundigt igennem med dem efter læsningen. Får børnene nøglen ind i fortællingen, som man kan formidle gennem samtalen om den, ender den tit med at gøre meget dybt indtryk på dem, fordi de har arbejdet så aktivt med den.

IDEER TIL UTRADITIONELLE PROJEKTER Herdis Toft har siddet i Viborg Amts arbejdsgruppe om børn og kultur i mange år, og bringer her nogle af gruppens erfaringer videre. I forhold til Læselystkampagneprojekterne er det vigtigt, at man lægger en overordnet, tydelig ramme for formålet. At man afsætter masser af tid – ikke uafbrudt tid, men over den lange periode, det tager at modne og udvikle et projekt optimalt – at give sig tid til at finde frem til den helt rigtige idé er vigtigt. Og man kan trygt regne med, at børns koncentration kan holde, hvis blot man finder en spændende motor at holde dem til ilden med. Fx at finde på aktiviteter, der giver børn lyst til at læse, fordi de kan bruge det til at løse opgaver eller noget andet. Og at give sig tid til at brainstorme i timevis, også over de vilde idéer. Selvom de måske ikke bliver til noget i den sidste ende, kan de sætte gang i andre idéer, som ellers ikke var dukket op. Arbejdsgruppen om børn og kultur lavede fx Temmelighemmelig-projekter for 4.-5. klasser med midler fra Kulturministeriet, hvis formål var at gøre børn til kompetente kulturforbrugere og formidlere ved selv at lade dem realisere lokale kulturprojekter. Målsætningen var at stole på børns kompetencer og evne til at administrere beløb på fx 15.000 kroner. Projekterne var kollektive, rettet mod hele klassen, og gruppen henvendte sig – i overensstemmelse med formålet – med et mystisk brev direkte til børnene udenom de voksne. Børnene fik en opgave, som de måtte løse på egen hånd, og de måtte selv vælge, om de ville trække på lærere eller forældre. I brevet fik de fx at vide, at de kunne få en skattekiste med penge, hvis de først kunne løse den stillede opgave og så få en god ide til en aktivitet i lokalområdet, som kunne forsjove og forskønne byen til glæde for alle. Når de havde løst opgaven, fik de overdraget penge til udførelse af ideen på mystiske måder – fx på gangstermaner, hvor en ukendt person dukkede forklædt op i limousine på et hemmeligt mødested med en kuffert fuld af penge. Projektet var hele vejen igennem omgivet af mystik for at skærpe børnenes nysgerrighed, og gruppen holdt sin identitet hemmelig til det sidste – den kaldte sig bare de syv gamle. I ét tilfælde lavede børnene fx en kæmpe vandfaldsskulptur inde på skolen, hvor de selv skulle indkalde kunstneren, finde materialer osv. En anden klasse lavede en naturlegeplads, og en tredje lavede fortællefestival natten lang for hele byen, hvor man kunne møde kunstnere på gaden, i butikker og på biblioteket. Hvert eneste projekt blev indledt eller afsluttet med, at børnene fik et stykke kunst til skolen – også overleveret på en mystisk måde – fx ved at de skulle brække et hjørne i den (ny) asfalterede skolegård op og grave en kasse med værket op. Karakteristisk for alle projekter var desuden, at de var meget sociale og synlige i bybilledet. Og at børnene var virkelig gode til at få pengene til at strække og til at skaffe sponsorer i lokalområdet. Arbejdsgruppen lod også nogle af børnene arrangere en konference for voksne kulturar- bejdere, hvor de dels skulle forklare og vise, hvad børn kan, og hvordan de opfatter børnekultur. Og dels sætte dagsordenen for, hvad de voksne skulle diskutere. Børnene startede med at hyre en dramapædagog til at lære dem, hvordan man opfører sig til en konference. Derefter adopterede de hver deres voksne konferencedeltager, som de både skrev til inden konferencen og var personlig guide for på selve konferencen, som blev et tydeligt bevis på, at børn sagtens kan selv, hvis de får lov. – Vores ambition var jo også at tage udgangspunkt i, at alt ikke skal ligge planlagt og struktureret fra a-z fra starten, bare fordi de voksne har det svært med ikke at have kontrol over tingene og sikkerhed for, at budgettet holder. Det vigtigste er at have en plan for, at tingene kan udvikle sig i alle mulige retninger. Som arbejdsgruppe var vi også meget bevidst om, at vi ikke skulle træde frem, som om vi havde magten og den fulde kontrol –nej, børnene skulle opleve, at de havde magten til at føre deres egne planer ud i livet, forklarer Herdis Toft. Den store bog hed et andet af arbejdsgruppens projekter. Den håndtegnede bog på 2x1 meter var inspireret af de håndskrevne, smukt illustrerede middelalderbøger, og på hvert opslag var en af Louis Jensens 100 historier håndmalet og originalillustreret af hver sin kunstner. – Ideen var, at den skulle være et billede på bogen og en repræsentant for bogen som medie og for de kræfter, den rummer – hvad den tager afsæt i, og hvad den åbner op for. Altså at bevidstgøre beskueren om bogens særlige kvaliteter ved at demonstrere, at en bog er et kunstværk i sig selv, der rummer særlige oplevelser. Den var unikt udformet i hånden i kontrast til de masseproducerede bøger i brug og smid væksamfundet, og beskuerne kunne få en fælles oplevelse af den, forklarer Herdis Toft. Den store bog vandrer nu rundt fra skole til skole i amtet.

 

Da jeg var barn … LEKTOR HERDIS TOFT – Jeg lærte mig selv at læse som femårig ved helt bogstaveligt at råbe ned i dybet og få svar – vi boede nemlig i et treetagers hus med vaskekælder, hvor jeg sad i køkkenet og råbte ned ad trappen til min mor i kælderen, hvad et ord betød – fx O-L-E, og så svarede hun. Min far var lærer og min mor deltidsbibliotekar, som gerne læste natten lang, fordi det var det eneste tidspunkt, der var tid til det. At komme med hende over på biblioteket de to aftener om ugen, der var åbent – det elskede jeg. Og en dag oprandt den store dag, hvor jeg fik lov at stemple! Jeg læste alt – ligeså gerne fra voksen – som fra børnebibliotekets hylder – også de bøger, min mor sagde, jeg ikke måtte læse, selvom jeg kæmpede mig gennem hundredvis af sider uden at fange de pointer med erotiske undertoner, der var årsagen til forbudet. Mis med de blå øjne tudede jeg til gengæld over mange gange uden at vide hvorfor. Det eneste, jeg ikke havde adgang til, var de kulørte bøger – mine forældre var meget bevidste om tegneseriens skadelige virkning på børns dannelse. Men det rådede jeg bod på hos mine veninder, som jeg i hemmelighed lånte tegneserier og Pukbøger af. Det er jo en naturlov, at alt det, der er forbudt, forkert, for dyrt og ikke for børn, er det mest spændende. Jeg udnyttede tiden til at læse overalt – på toilettet, på skovtur, til børnefødselsdagene, hvor der var tegneserier i hjemmet. Jeg satte mig også for at læse alle digtere i verden som teenager og nåede til D. Og vi skulle jo spare på strømmen derhjemme, så når jeg var lagt i seng, udviklede jeg en teknik til at tænde de gammeldags, højtklikkende stikkontakter så lydløst som muligt. Men der var omkostninger ved min læsehunger: dels kedede jeg mig i skolen og blev sat uden for døren næsten fra første dag, og dels var det nogle gange ensomt at skille sig ud fra flokken, fordi jeg valgte bøgerne i stedet. Til gengæld har jeg en vidunderlig stor litterær bagage med, og det har været en stor glæde at få lov at beskæftige mig professionelt med bøger som voksen. Den metabevidsthed man får om sproget ved at læse meget, kan bruges på så mange nye måder til at skabe nye verdener.

---

---

Denne side er kapitel 10 af 13 til publikationen "Læsningens magi".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/andre/laesningensmagi/index.htm
© 2005