Kurs mod Internettets uendelige univers ...
INTERVIEW MED FORFATTER SALLY ALTSCHULER
Sally Altschulers ønske om at skabe indre verdener i læserens hoved, som man kan fortabe sig i, er den vigtigste drivkraft i hans forfatterskab, som spænder fra småbørnsbøger til ungdomsromaner på kanten af voksenhistorier – med døden og andre åbne, eksistentielle spørgsmål som omdrejningsakse. I sin nyeste ungdomsroman “Verdens navle” udforsker han nettet som univers – både som ramme for handling og som medie til at formidle den.
At have en rig indre verden er fantastisk vigtigt rent udviklingsmæssigt, pointerer Sally Altschuler: – Evnen til at skabe dine egne indre universer, er imidlertid noget du skal træne dig op til. På samme måde som du kun får muskler, hvis du bruger dem, udvikler du kun din evne til at danne dine egne billeder, indre verdener og holdninger, hvis du bruger den og forholder dig aktivt til, hvad verden er. Gør du det, er der imidlertid masser af vitaminer i det, som kan få afgørende betydning for dit liv og din udvikling som menneske … på en helt anden måde end de færdigpakkede og gennemtyggede universer, vi ellers bliver bombarderet med. Som hjemmelavet slow food over for McDonalds.
NETTET SOM MEDIE
Nettet er et af de universer, Sally Altschuler har beskæftiget sig særligt meget med de senere år –både som et rent praktisk kommunikationsmedie i forbindelse med skolebesøg, som medie til at udvikle en symbiose med litteraturen, hvor de to medier spiller sammen om at skabe bimedielle universer, og som ramme for handlingen i bl.a. hans seneste ungdomsroman Verdens Navle, som udkom i 2002.
– Romanen foregår på 3-4 planer: i den virkelighed vi kender til, på nettet, og inde midt i nettet er der så et univers, som ingen andre end jeg har opdaget. Det er umiddelbart et helt banalt eventyrslot, men når du bevæger dig ind i det, viser det sig, at det alligevel ikke helt er det. Hver gang du kommer ind i et nyt rum, åbner der sig en ny verden – jeg har simpelthen overført nettets struktur til Slottet. Det 4. plan er Ingenting – i det første bind fremstiller jeg det umiddelbart som et meget uhyggeligt sted at være, men om det nu også egentlig er det, sætter jeg spørgsmålstegn ved i det næste bind, jeg er ved at skrive.
I bund og grund er det jo en klassisk romanform, men Gyldendal og jeg er begyndt at lave noget på nettet, som kan spille med historien. Ikke noget stort og dyrt og fantastisk, men en begyndelse til at få tingene til at spille sammen – når der fx står en webadresse i romanen, så kan du rent faktisk logge dig ind på den – vi reklamerer ikke for, at romanen har en tilhørende webdel, du opdager kun, at der er bid, hvis du er nysgerrig og for sjov prøver at taste adressen ind.
Jeg har også lagt nogle tekster ind, som spinder videre på en af nøglehistorierne i bogen, og som kan være med til at opklare, hvad der egentlig er sket – tekster, som på en eller anden måde bliver udgangspunkt for den næste bog. Men du kan ikke logge dig ind på dem uden videre, du skal først finde et kodeord i bogen.
OK AT DRENGE DROPPER BØGERNE
Via nettet har Sally Altschuler desuden givet romanen et 5. plan, som tager udgangspunkt i en fiktiv tv-serie som pendant til tv-serierne på virkelighedens fiktionsplan.
– En af Slottets personer er en superheltinde a la computerspilsfiguren Lara Croft. Og hun har selvfølgelig sin egen tv-serie med banale historier, og sin egen hjemmeside hvor vi reklamerer med, at man kan købe tegneserier med hende. Det er desværre ikke muligt i virkeligheden – men vores tegner, Emil Landgren, er vild med tanken om at få lov til at tegne historien på et tidspunkt.
At inddrage nettet, som mange drenge er dybt fascineret af, kan have et særligt potentiale i forhold til at få drengene i tale, når lysten til at læse daler efter 12-års alderen. For Sally Altschuler er det imidlertid ikke altafgørende at bevare deres interesse for bøgerne – heller ikke når det gælder hans egen søn på samme alder.
– I stedet for at sige ”hvor er det kedeligt, at de ikke læser mere end de gør”, jamen så kik på, hvad de gør i stedet for – de hænger jo ikke på gadehjørnerne, de fordyber sig jo bare i andre ting. Min søn bruger fx enormt meget tid ved computeren, og det har givet ham nogle kompetencer, der er værd at føle på … er du rigtig klog – han kan hundrede gange mere end jeg med en computer.
NETTET SKABER GODE MØDER I SKOLEN
Til gengæld lykkes det ofte Sally Altchuler at vække drengenes lyst til selv at skrive historier, når han besøger skoleklasser og laver skriveværksteder. Op til sit besøg er han i dialog med eleverne over nettet, så de får mulighed for at forberede sig optimalt. Rent praktisk mailer de deres spørgsmål til ham via SkoleKom, hvor al dialog er tilgængelig for hele klassen, og han svarer så hver aften i ugerne op til sit besøg.
– Det giver tit rigtig gode oplevelser, hvor der er kontakt med det samme, når jeg træder ind. De brænder efter at få mere at vide og er ret godt sporet ind på mig, når jeg dukker op på skolen, for det giver et særligt engagement, at jeg har mulighed for at bruge nettet til at forberede dem. Muligheden for tovejskommunikation er også langt større end ved traditionelle forfatterbesøg, som Sally Altschuler også aflægger.
– Men lige meget hvilken form, det handler om, er det afgørende, at lærerne har brugt tid på at forberede eleverne.
– Børnenes engagement udspringer jo af lærerens, og vil du have dem alle sammen med, skal der gøres en indsats. Så det duer ikke, at læreren bare opfatter forfatterbesøget som en fritime, eleverne ikke behøver at vide noget om i forvejen. Derfor stiller jeg krav om, at klassen skal have læst og diskuteret mine bøger på forhånd. Jeg vil gerne have, at de oplever, at det rent kvalitativt er en helt anden oplevelse at læse en bog og fortabe sig i det univers, end det er at se en film. Fordi du selv er meget mere medskabende i den indre film, bogen sætter i gang i dit hoved.
Sally Altschuler har også lavet skriveprojekter, som har involveret flere klasser.
Fx en romanstafet, der blev sendt rundt på seks skoler i Hillerød, efter at han havde skrevet indledningen. Romanen, Slagtehus nummer 13, blev derefter omsat til en oplevelsesudstilling i byens aktivitetshus, Klaverfabrikken, som alle kommunens klasser besøgte.
I Herlev lavede han et andet skriveprojekt for 13 sjetteklasser, som i samarbejde med ham skrev hver sit kapitel til en fælles roadroman, som udspillede sig på lokaliteter i nærheden af skolen, de selv valgte.
POLITISK FOKUS PÅ BØRNELITTERATUREN EFTERLYSES ...
På spørgsmålet om, hvorvidt den danske børnelitteratur har optimale kår eller bør styrkes, falder Sally Altschulers svar prompte:
– Jeg mener absolut, den burde have større bevågenhed fra politikernes side. Litteraturen er jo nødvendig for, at du kan leve dig ind i andres verden, for at du kan møde fremmede med åbent sind uden at lade dig styre af den angst, som får så frit løb i dansk politik i dag. Evnen til at kunne undre sig over det, du ikke kender, frem for at blive bange, er en fantastisk vigtig forudsætning for demokrati – bliver børn ikke stimuleret til at undre sig over deres verden og stille spørgsmål, udvikler de ikke lysten til at gå på opdagelse i fremmede universer og finde ud af tingene. Kulturel fattigdom skaber angst som skaber lukkede rum, efter min mening. Og omvendt, når man blander forskellige kulturer, får man mulighed for at tage det bedste fra begge med sig.
Derfor bør politikerne holde op med at betragte børnelitteraturen som mindre værd end voksenlitteraturen, pointerer Sally Altschuler.
– Bibliotekerne bør samtidig koncentrere sig mere om bøger og mindre om alle de andre medier –videoer og cd-rommer er der jo i forvejen masser af hjemme hos børnene og deres venner.
Vi burde også have en markant børnelitteraturpris som svenskernes, der er på niveau med Nobelprisen. Og børnelitteraturen burde tælle på lige fod med voksenlitteraturen, når der beregnes bibliotekspenge. Andre aviser end Politiken og Weekendavisen burde også beskæftige sig mere seriøst med den – børnebogsanmeldelserne er faktisk noget af det stof, der læses allermest i Politikens lørdagstillæg. Men måske er de øvrige redaktioners automatholdning om, at folk ikke gider læse dem, et udslag af politikernes manglende engagement.
Da jeg var barn …FORFATTER SALLY ALTSCHULER Som lille madede min mor mig med havregrød om morgenen, mens hun læste Anders And højt op for mig – min storebror var ret bekymret over det, men jeg så frem til hver tirsdag, når det nye Anders And kom, og jeg fik en krone og ti til at købe det. Jeg kommer ikke fra en meget litterær familie –men det var velset og glimrende, at vi læste, så jeg læste tidligt og meget, også rimeligt svære ting. Bøgerne fik jeg altid på biblioteket – børnebibliotekarerne var enormt søde, men noget betænkelige, da jeg som 8-9 årig begyndte at låne bøger på svensk. Min mor var jo imidlertid svensker, så jeg kunne sagtens forstå det. Jeg kan især huske Martin-bøgerne, som foregik i Sydafrika, tror jeg nok – det var en vildt fascinerende verden at lukke sig ind i og forsvinde i. Den særlige mulighed ved bøgerne har optaget mig lige siden, og jeg har aldrig haft en periode, hvor jeg ikke læste. Selv da jeg som ung var allermest skæv, læste jeg videre. At have læst så meget har uden tvivl gjort mig klogere på mange ting – de oplevelser, som i løbet af mit liv har ændret mit forhold til omverden afgørende, dem har jeg typisk fået gennem bøger. Gennem dem er nogle helt centrale ting gået op for mig og har påvirket min opfattelse af, hvordan jeg oplever virkeligheden og verden. Og det er vel det, som gode bøger skal … |
Denne side er kapitel 5 af 13 til publikationen "Læsningens magi".
UdskrivPublikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/andre/laesningensmagi/index.htm
© 2005